Årets NB'er 2016

ÆRESMEDLEMMER

Årets NB’er 2016

Ken Lyngkilde Christiansen

 

Ken Lyngkilde Christiansen er indbegrebet af en rigtig NB’er.

-og hvad er så en rigtig NB’er? Ja, det er en slags følelse, som gør at man simpelthen ikke kan lade vær med at give en hånd når klubben har brug for det og at man gør det med glæde, hvilket lige præcis passer på Ken.

 

Der er altid hygge, brede smil og godt humør omkring Ken. Han er en af de slags mennesker, som både har godt og smittende humør, men også en humor som gør at andre simpelthen ikke kan lade vær med at smile. Der er altid god stemning omkring Ken, om det så er i klubhuset, på Fest i By pladsen eller i mødelokalet.

Ken’s væremåde er et aktiv for klubben både fordi Ken altid hjælper, men også fordi han formår at få andre til at give en hånd med, når det er nødvendigt. Netop denne egenskab er essentiel for Ken og for klubben; at man ikke ”blot” selv hjælper, men også får andre til at hjælpe til.

 

Ken er født med frivilligheds-blod i årerne, idet hans morfar Viggo Lyngkilde var med til at starte Nord-Als Boldklub i 1969 og hans far Peer Christiansen har været en del af stort set samtlige udvalg i klubben gennem tiden, hvorfor han i dag er ét af 9 æresmedlemmer. Samme historie knytter sig i øvrigt til flere af Ken’s onkler.

Derfor var det naturligt for Ken allerede som teenager at starte som frivillig i klubben, hvor han løste små opgaver allerede tilbage i 1980’erne. Siden dengang har Ken hjulpet til stort set alle former for arrangementer i NB regi, hvilket han uden tvivl vil fortsætte med mange år endnu.

 

Siden Ken’s start som frivillig i 1980’erne, har han fået ansvarsposter i klubben. I skrivende stund har han været medlem af bestyrelsen i 13 år, formand for klubhusudvalget i 12 år og leder af NB’s Hjælpebank i en længere årrække. Udover engagementet i klubben er han bestyrelsesmedlem i Idrætsfonden, som er øverste instans i Nordals Idrætscenter, hvor NB har til huse.

 

Ken’s personlighed er en af grundstene til hvordan man bygger en stærk forening op og hvordan man får den til at fungere. Derfor er det mig en stor glæde at Ken er NB’er og derfor er den også fuldt fortjent at denne titel netop tilfalder ham.

 

Stort tillykke til Ken Lyngkilde Christiansen med udnævnelsen til årets NB’er 2016

 

Jesper Larsen

Formand Nord-Als Boldklub

 

Nord-Als Boldklub

 

I Nord-Als Boldklub kan alle spille fodbold. Drenge, piger, herrer og kvinder.

Der er hold til dem, der har ambitioner og til dem, der ønsker hyggefodbold.

 

NB har hjemmebane på Nord-Als Idrætscentrets dejlige anlæg.